Rodbehandling

Når en tand skal rodbehandles, skyldes det udefra kommende påvirkninger af nerven.

Det kan være et større hul, en fyldning tæt på nerven, følsom tandhals, en revne i tanden eller et traume/slag mod tanden. Disse påvirkninger kan resultere i at nerven bliver mere følsom eller at bakterier laver betændelse i nerven.  Hvis nerven stadig er levende, kan tilstanden i første omgang ikke ses på røntgen. Derfor kan det være svært at afgøre nødvendigheden af rodbehandling ud fra røntgen alene. Først når nerven dør og forårsager en betændelsestilstand, der medfører tab af knogle omkring rodspidsen, kan røntgen entydigt afsløre behovet for rodbehandling.
Symptomer på behov for rodbehandling kan variere fra tandpine til ondt i kæbehulen, hævelse, tandbyld, ømhed ved tygning, symptomer ved varmt, koldt, sødt eller hovedpine. Nogle gange kan smerten være svær at lokalisere.
 
Ved en rodbehandling laves adgang indtil nerven, for at kunne fjerne nervevævet fra tanden. Hulrummet skylles, desinficeres og tørlægges, så rodkanalen kan modtage en rodfyldning.
Der tages kontrolrøntgenbillede under og efter rodfyldningen.
I nogle tilfælde lægges et medikament i tanden i 1-2 uger, før tanden rodfyldes.
 
Når en tand er rodbehandlet reagerer den ikke på samme måde over for tryk, som en tand der ikke er rodbehandlet. Derfor overbelaster man nemt en tand der er rodbehandlet, hvilket kan resultere i at tanden flækker og i værste fald skal trækkes ud. Det anbefales derfor, at en rodbehandlet tand får krone på, så man kan holde ”sammen” på den, enten umiddelbart efter rodbehandling eller efter en observations periode på op til 12 måneder med røntgenkontrol af behandlingens succes.